Angst
Flere og flere, lider af angst i en sådan grad, at de ikke kan have en normal hverdag; gå i skole, på arbejde eller deltage i sociale sammenhænge. Angst beskrives ofte som en følelse af at være "inde i hovedet" altså en følelses af ikke at være til stede i nuet. Som pårørende oplever man ofte den angstramte som fraværende og let at stresse. Krav og spørgsmål til den angstramte, afvises ofte og det kan som pårørende føles hjerteskærende, at man ikke føler, man kan hjælpe.
Angstforløb
Den følelse, som angst giver, beskrives ofte som svær om ikke umulig, at forklare. Et angstanfald går over Det ved den angstramte godt, men angsten for hvornår det næste kommer, kan fylde så meget i hverdagen at en almindelig hverdag, kan være uoverskuelig.
Angst lever godt af at blive fodret med katastrofetanker, bekymring og overtænkning. Den angstramte gør alt, hvad hun/han kan for undgå angstanfald, så der bruges rigtig meget tid på at forestille sig alle mulige scenarier, der kan udløse angst, for så at bruge endnu mere tid på, hvordan det så kan undgås. At leve med “utøjlet” angst kan være et fuldtidsarbejde.
I Angstforløbet afklares den angstramtes tankestrategier og de overbevisninger der ligger bag. Ofte bliver det hurtigt klart, at det gamle tankemønster, eller de gamle velbevandrede “stier” i hjernen, trænger til en udskiftning. Det gør vi blandt andet gennem øvelser der styrker fokuskontrol.
For den angstramte kan det være lidt af en øjenåbner, at det er muligt at vælge nye stier. De virker måske lidt ufremkommelige til en start, men samtidig er de meget mere lige og forudsigelige. De kræver ikke så meget energi at gå på, der er færre bakker opad og færre huller i vejen. Men det kræver øvelse, vi løber jo heller ikke 10 km i streg den første dag, vi beslutter os for at gå i gang med træningen. Hjernen skal vænne sig til at vi pludselig vil gå andre veje og det kræver øvelse.